Ultralydsscanning af knuder i huden

Hvad er ultralydsscanning?

Ultralyd er baseret på billeddannelse ved hjælp af lydbølger. Lydbølger udsendes fra scanneren, og en del af disse kastes tilbage til samme scanner. Afhængig af hvad lydbølgerne rammer, returnerer de forskellige signaler. Denne forskel i signaler er grundlaget for billeddannelsen. Princippet er kendt fra fx hvordan en flagermus orienterer sig eller et ekkolod på et skib.

Fordele ved ultralydsscanning

En af de store fordele ved ultralydsscanning er, at undersøgelsen er ufarlig og kan (i modsætning til andre scanningstyper og røntgen) gentages mange gange uden bivirkninger. Samtidig er der ingen smerte forbundet med undersøgelsen. Højst kan nogen finde ubehag ved, at man en gang imellem behøver at trykke med scannerhovedet ned i fx maven for at optimere billedet.

Hvordan udføres ultralydsscanninger?

Ved de fleste undersøgelser vil du blive bedt om at lægge dig på ryggen på en briks. Svarende til det område som skal scannes, vil der blive påført en gele på huden, som er nødvendig for at få en tilstrækkelig kontakt mellem scanneren og huden. Scannerhovedet føres i langsomme bevægelser frem og tilbage over området, som skal undersøges.

Efter undersøgelsen

Der er efterfølgende ingen restriktioner eller begrænsninger.