Information om udposninger på tarmen
Udposninger (divertikler) på tyktarmen (colon) er en hyppig tilstand. Halvdelen af alle 70-årige har udposninger på tyktarmen og hyppigheden stiger med alderen.
Årsagen til udvikling af divertikler er ukendt, men formodes at hænge sammen med, at der med alderen ses en øget tendens til forstoppelse, måske pga. nedsat fiberindhold i kosten samt mindsket væskeindtagelse. Det antages, men er ikke bevist, at forstoppelse giver anledning til forhøjet tryk inde i tyktarmen, og dermed udposninger.
Symptomer:
De fleste patienter har ingen symptomer, men nogle har tendens til forstoppelse. Ved akutte tilstande forårsaget af udposninger kan ses endetarmsblødning, eller betændelsessymptomer med kraftige nedre mavesmerter, afføringsstop, kvalme, opkastninger og feber.
Undersøgelser:
Udposningerne påvises ved en kikkertundersøgelse af den nederste del tyktarmen (sigmoideoskopi) eller hele tyktarmen (koloskopi). Hvis der har været betændelse eller mistanke herom vil en kikkertundersøgelse af tyktarmen først kunne gennemføres 4-8 uger efter, idet det kan være smertefuldt at blive undersøgt, hvis der lige har været betændelse i udposningerne. Kikkertundersøgelsen bør udføres for at sikre at man ikke overser andre sygdomme i tarmen, fx kræft, polypper, eller andre former for tyktarmsbetændelse.
Medicinsk behandling:
Udposninger, som ikke giver symptomer, skal ikke behandles. Ved forstoppelsestendens eller vekslende afføring, tilrådes fibertilskud i form af loppefrøskaller (HUSK/Sylliflor) og rigelig væske (1½ - 2 liter dagligt), idet dette måske mindsker risikoen for senere komplikationer. Andre afføringsmidler som f.eks. Magnesia kan også anvendes.
Komplikationer til divertikler:
Betændelse (diverticulitis):
Udposninger på tyktarmen kan blive betændte, muligvis fordi afføringen sætter sig fast i udposningen. Symptomerne består oftest af smerter nedadtil til venstre i maven og feber, og i sjældne tilfælde diarré, afføringsstop, kvalme, og opkastninger. De fleste tilfælde går i ro af sig selv. I visse tilfælde gives samtidigt antibiotika i 3-5 dage. Vi anbefaler, at du spiser fibertilskud i form af loppefrøskaller (HUSK/Sylliflor) og indtager rigelig væske (1½ - 2 liter dagligt) for at mindske risikoen for tilbagefald.
Blødning:
Tyktarmsudposninger kan være årsag til pludselig frisk blødning fra endetarmen eller på afføringen. Blødningen går oftest i ro af sig selv og er sjældent livstruende. I sjældne tilfælde (mindre end 5%) ses tilbagevendende voldsomme blødninger, som kan nødvendiggøre bortoperation af det syge stykke tyktarm.
Ved spørgsmål kan du kontakte Klinikken på tlf: 48250145.