Sigmoideoskopi

Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen.

Kikkertundersøgelsen foregår ved hjælp af en bøjelig kikkert med et kamera i spidsen. Kameraet sender liveoptagelser fra tarmen, så lægen kan se billedet på en skærm.

Kikkerten er knap 1,5 cm tyk. Gennem kikkerten kan lægen tage vævsprøver af slimhinden i tarmen.

Forberedelse til undersøgelsen

Tarmen skal være tom, for at lægen kan se tarmens slimhinde. Du skal gå på apoteket og hente 2 stk. klyx á 120ml, Vi har sendt en rekvisition til et aftalt apotek, du skal bare vise dit sundhedskort, så får du det udleveret gratis iht. overenskomst om speciallægehjælp.

Kost – Udrensning af tarmen

3 dage før undersøgelsen skal du undgå ALLE former for mælkeprodukter, brød med kerner, frugt og grøntsager. Du skal spise en let kost, som kan bestå af f.eks. kogt eller dampet fisk eller lyst kød (kylling el. skinke), hvid pasta, hvide ris, kartofler uden skræl, lyst brød (toastbrød med skrabet smør) og æg. Begræns gerne kaffe og the.

Drik rigeligt væske (1-2 liter), dog stadig ingen mælkeprodukter.

24 timer før undersøgelsen og frem til undersøgelsestidspunktet må du ikke få noget at spise, kun indtage drikkevarer, f.eks. vand, juice, bouillon, saft (uden røde farvestoffer), the og kaffe (uden mælkeprodukter).

Om aftenen inden undersøgelsen, skal du anvende det første klyx (lavement 120ml).

På undersøgelsesdagen, ca. 1 time inden du tager hjemmefra, skal du anvende det andet klyx (lavement 120 ml).

Du tager klyx’et på følgende måde: fjern hætten, før tubespidsen op i tarmen og tøm indholdet ud. Hold på væsken 5-10 min. og gå derefter på toilettet.

Udrensningen foregår hjemme, så du er færdig med toiletbesøg, inden du tager hjemmefra.

Medicin

Hvis du får tabletter eller mikstur med jern, skal du stoppe med at tage det en uge inden undersøgelsen. Ellers er der risiko for, at lægen ikke kan se tarmslimhinden.

Sådan foregår undersøgelsen

Du skal ligge på venstre side på et leje. Herefter fører lægen kikkerten ind gennem endetarmsåbningen og videre op gennem venstre side af tyktarmen.

 

 

 

 

 

 

 

For at lægen kan se bedre, pustes luft gennem kikkerten. Luften udvider tarmen, men meget af luften suges ud igen.

Du kan følge med i undersøgelsen på en skærm, hvis du ønsker det.

Gør det ondt?

De fleste oplever det ubehageligt, at skulle undersøges i tarmen. Lægen gør det så nænsomt som muligt. Undersøgelsen kan undertiden være forbundet med ubehag, men det forsvinder hurtigt. Indblæsningen af luft kan give en trykkende fornemmelse og trang til at komme af med luften.

Hvor lang tid varer undersøgelsen?

Undersøgelsen varer sjældent længere end 5 – 10 min

Besked om resultat

Resultatet foreligger straks efter undersøgelsen. Hvis der er fjernet polypper eller taget vævsprøver, får du telefonisk svar ca. 3 uger efter undersøgelsen, hvis prøverne ikke er normale.

Komplikationer

Der forekommer sjælendt komplikationer ved kikkertundersøgelsen  i et ud af 10.000 tilfælde. Det kan være blødning fra slimhinden eller hul i tarmvæggen. Især hvis der er fjernet polypper eller udført anden behandling i forbindelse med undersøgelsen. Symptomerne viser sig ved svære mavesmerter, feber eller blødning fra tarmen.

I så fald bedes du  ringe på vores akutnummer 31149770 eller henvende dig til 1813.