Koloskopi
Formålet med denne vejledning er at forklare, hvad der foregår ved en koloskopi, som er en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen. Den udføres ved hjælp af en lang bøjelig slange (et koloskop) som indføres i endetarmen og videre i tyktarmen. Undersøgelsen afslører forandringer i tarmens slimhinde. Samtidig kan der tages små vævsprøver (biopsier) til nærmere undersøgelse under mikroskop.
Forberedelse til undersøgelsen
Du skal gå på apoteket for at hente udrensningsmidlet Picoprep samt en pakke med 4 tabletter Toilax – NB: pakken indeholder også en lille tube med afføringsmiddel, den skal ikke bruges til denne undersøgelse, men kan gemmes til et andet tidspunkt. Hvis du ikke har modtaget pakken med Toilax, skal du alligevel fortsætte med udrensningen. Vi har sendt en rekvisition til et aftalt apotek, du skal bare vise dit sundhedskort, så udleveres det gratis, iht. overenskomst om speciallægehjælp.
De må gerne tage sædvanlig medicin, dog IKKE jerntabletter de sidste døgn inden.
Udrensning af tarmen
Det er nødvendigt, at tarmen bliver grundigt udtømt inden undersøgelsen.
3 dage før undersøgelsen skal du undgå ALLE former for mælkeprodukter, brød med kerner, frugt og grøntsager. Du skal spise en let kost, som kan bestå af f.eks. kogt eller dampet fisk eller lyst kød (kylling el. skinke), hvid pasta, hvide ris, kartofler uden skræl, lyst brød (toastbrød med skrabet smør) og æg. Begræns gerne kaffe og the.
Drik rigelig væske, dog ikke mælkeprodukter.
2 dage før undersøgelsen skal du fortsat være på let kost. Klokken 18 skal du tage 2 tabletter Toilax. Nogle kan få mavekneb og luft i maven. Enkelte kan få diarre.
Dagen før undersøgelsen skal du klokken 8 tage de to sidste tabletter Toilax.
Du skal begynde selve udtømning af tarmen dagen før undersøgelsen ifølge nedenstående skema.
Udtømningen indebærer at afføringen bliver tynd som vand og the-farvet. Påregn hyppige toiletbesøg.
Hvis du tager daglig medicin, skal du tage denne som vanligt.
Følg venligst vores vejledning:
Udrensningsmidlet, som består af to breve med pulver i, skal tages afhængigt af det planlagte tidspunkt for undersøgelsen.
Fra du indtager det første brev, må du ikke længere få fast føde, fra nu af er det kun drikkevarer. Saftevand, sodavand, æblejuice, også en øl elle et glas vin er OK. Undgå drikkevare med røde farvestoffer. Du må gerne drikke kaffe og the (uden mælk, soyamælk eller fløde), men kun i begrænset mængde. Drik fortsat ikke mælkeprodukter.
Det første brev indtages 10-18 timer før undersøgelsen, efterfulgt af mindst fem glas væske (á 250 ml) spredt over de næste 2-4 timer.
Det andet brev indtages 4-6 timer før undersøgelsen, igen efterfulgt af mindst fem glas væske (á 250 ml) spredt over de næste 2-4 timer.
PICOPREP-pulveret blandes i et glas med 150 ml koldt vand. Hæld pulveret fra et brev i vandet. Rør blandingen i 2-3 min. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Væsken vil være uklar/råhvid. Drik blandingen, helst indenfor 15 min.
Drik gerne forskellige væsker udover vand. F.eks. æble-/appelsinjuice, saftevand (uden røde farvestoffer), sodavand (gerne sukkerholdig), bouillon (uden fyld).
Drik 2-3 liter væske i løbet af dagen.
2 timer inden undersøgelsen skal du stoppe med at drikke.
Du kan også downloade app’en “Prepit” fra app-store. Pin-kode 4611. Vær opmærksom på at der i app'en ikke står, hvornår du skal tage Toilax-tabletterne, der skal du følge vores vejledning.
Hvordan foretages undersøgelsen?
Vi anlægger et lille drop, hvori vi giver dig lidt beroligende og smertestillende medicin. Vær derfor opmærksom på, at du ikke selv må køre bil før 12 timer efter undersøgelsen.
Ved undersøgelsen skal du ligge på venstre side eller på ryggen. Endetarmsåbningen smøres med lokalbedøvende creme, inden kikkerten føres ind i tarmen. For at lægen kan se hele tarmens slimhinde, er det nødvendigt at puste luft ind i tarmen. Det kan give mavekneb/smerter samt kvalme og fornemmelse af oppustethed. I de fleste tilfælde vil der blive taget billeder og vævsprøver, men dette vil ikke medføre smerte. Du vil have mulighed for at følge med i undersøgelsen på en skærm.
Hvor lang tid varer undersøgelsen?
Undersøgelsens varighed er ca 45 minutter.
Svar på undersøgelsen
Du informeres om undersøgelsesresultatet af speciallægen umiddelbart. Hvis der er taget vævsprøver vil du få telefonisk svar ca. 3 uger efter undersøgelsen.
Komplikationer
Hvis der er taget vævsprøver, kan dette medføre minimale mængder blod i afføringen i det følgende døgn. I meget sjældne tilfælde kan undersøgelsen kompliceres med et hul på tarmen. Skulle der opstå tiltagende smerter, feber eller større blødning fra tarmen, bedes du ringe på vores akutnummer 31149770 eller henvende dig til 1813.
Læs kun nedenstående hvis du har fået besked fra os på at udrense med dobbeltudrensning
Koloskopi med dobbeltudrensning
Hvis du har fået besked på af os, at din udrensning skal være med dobbeltudrensning skal du følge nedenstående vejledning:
3 dage før undersøgelsen skal du undgå ALLE former for mælkeprodukter, brød med kerner, frugt og grøntsager. Du skal spise en let kost, som kan bestå af f.eks. kogt eller dampet fisk eller lyst kød (kylling el. skinke), hvid pasta, hvide ris, kartofler uden skræl, lyst brød (toastbrød med skrabet smør) og æg. Begræns gerne kaffe og the.
Drik rigelig væske, dog stadig ingen mælkeprodukter.
3 dage før undersøgelsen. Du skal være på let kost som ovenfor beskrevet. Klokken 18.00: Tag to tabletter Bisacodyl (fx Dulcolax, Toilax) Bisacodyl opbløder tarmindholdet, så det er klar til selve udrensningen. Nogle kan få mavekneb og luft i maven. Enkelte kan få diarre.
2 dage før undersøgelsen Klokken 8.00: Tag to tabletter Bisacodyl (fx Dulcolax, Toilax). Klokken 18.00: Tag to tabletter Bisacodyl (fx Dulcolax, Toilax).
Dagen før undersøgelsen Klokken 08.00: Tag de sidste to tabletter Bisacodyl (fx Dulcolax, Toilax)
Udrensningsmidlet Picoprep består af 3 breve med pulver i. (Du vil få udleveret 2 pakker á 2 breve, men du skal kun bruge 3 breve)
Det første brev indtages 18-20 timer før undersøgelsen, efterfulgt af mindst fem glas væske (á 250 ml) spredt over de næste 2-4 timer.
Det andet brev indtages 10-15 timer før undersøgelsen, efterfulgt af mindst fem glas væske (á 250 ml) spredt over de næste 2-4 timer.
Det tredje brev indtages 4-6 timer før undersøgelsen, igen efterfulgt af mindst fem glas væske (á 250 ml) spredt over de næste 2-4 timer.
Fra du indtager det første brev, må du ikke længere få fast føde, fra nu af er det kun drikkevarer som bouillon, saft (uden røde farvestoffer), juice (uden frugtkød) vand mv. Husk fortsat ingen mælkeprodukter.
PICOPREP-pulveret blandes op i et glas vand. Rør blandingen i 2-3 min. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Væsken vil være uklar/råhvid. Drik blandingen, helst indenfor 15 min. Hvert brev efterfølges af mindst 5 glas væske (á 250ml) spredt over flere timer. Det kan være forskellige drikke som æble-/appelsinjuice, saftevand, sodavand (gerne sukkerholdig), kaffe/te (uden mælk), bouillon (uden fyld).
Drik 2-3 liter i løbet af dagen.
2 timer inden undersøgelsen skal du stoppe med at drikke.
Du må gerne tage vanlig medicin. Undlad jerntabletter 3 døgn før.